SPARTANSKE KVINDER

Kvinderne i oldtiden levede et noget andet liv, end kvinder gør i dag, og deres dagligdag adskilte sig også i høj grad fra mændenes dagligdag. Sparta på Peloponnes vakte stor interesse i de omkringliggende bystater i oldtiden, ikke mindst på grund af kvinderne i bystaten, polis. For tydeligt at kunne se hvorfor netop Sparta skiller sig ud, er det nødvendigt at sammenligne med andre bystater, som eksempelvis Athen.

I Athen blev kvinderne holdt inden døre, hvor de var beskæftiget med husarbejde og med at sy tøj. Hvis en athensk kvinde opholdt sig på torvet, agora, for eksempel for at arbejde, så var hun stemplet som en kvinde fra et fattigt hjem, og et fattigt hjem regnedes for et mislykket og uværdigt hjem. Hvis man ville være en respektabel kvinde i Athen, så blev man opfordret til ikke at tale, når der var mænd tilstede. I Sparta var kvindebilledet noget anderledes.

Peloponnes og det sydlige Attika.

For at forstå de spartanske kvinders liv er man nødt til at se på, hvordan samfundet i Sparta var skruet sammen. Modsat Athen og mange andre bystater, hvor det var forældrenes opgave at sørge for deres børns opdragelse, så sørgede staten i Sparta for, at de unge mennesker blev opdraget. Alle spartanske drengebørn drog hjemmefra omkring syvårsalderen og voksede op i flokke ledet af en ældre spartiat, en spartansk borger. Fra deres 13. til deres 18. år modtog de den militære grundtræning, men også efter de var fyldt 18 år, levede de i de såkaldte messer, en slags kaserner, hvor de spiste og boede sammen med andre spartiater. En spartiat kunne først stifte familie omkring 30 års alderen, og selv herefter tilbragte han størstedelen af tiden i fællesmessen. Mændene hørte under hæren helt indtil de fyldte 60 år.

Grunden til, at denne militære træning var så vigtig, var, at spartanerne havde underlagt sig Messenien (vest for Sparta, se kortet) og gjort befolkningen til slaver, de såkaldte heloter. Messenierne var forståeligt nok ikke tilfredse med dette, og derfor var spartanerne konstant bange for, at de ville gøre oprør. Det var derfor meget vigtigt for dem at uddanne soldater, de såkaldte hoplitter, således at de hele tiden var i stand til at mønstre en hær mod en eventuel hær af heloter.

Mens drengebørnene forlod hjemmet og blev oplært i de overlevelsesteknikker, der var nødvendige for at blive en god hoplit, så blev pigebørnene i hjemmet hos deres mødre, hvor de blev uddannet til at blive mødre til hoplitter. Man sørgede for, at de spiste rigtigt og godt, således at de var sunde og raske. Derudover var det påbudt alle piger og voksne kvinder at lave gymnastik, og der var oven i købet sportskonkurrencer, hvor kvinderne kæmpede mod hinanden. Uddannelsen af kvinderne havde til formål at skabe sunde og fysisk stærke kvinder, der ville producere afkom, der var raske, stærke og værdige til at blive gode spartanske hoplitter. Det drejede sig altså på alle måder om at kunne frembringe en stærk og dygtig hær.

Det var ikke kun fysisk, men også mentalt at kvinderne i Sparta var foran kvinder i andre bystater. Normalt blev kvinder gift som 13-14 årige, men kvinderne i Sparta var ofte 18 år eller ældre, inden de blev gift. De havde således tid til at blive voksne og selvstændige individer, inden de blev gift og underlagt en mand, hvorimod kvinderne i eksempelvis Athen nærmest stadig var børn når de blev gift, og fra da af var underlagt deres mands meninger og påbudt at tie stille.

Mændene i Sparta var på grund af deres militære uddannelse fraværende fra selve byen i lange perioder, og dette havde stor indflydelse på kvinderne i Sparta. De var mere frie end kvinder i andre bystater, og de kunne frit gå omkring i byen og opholde sig på torvet uden at nogen så skævt til dem. Modsat de athenske kvinder, så havde de spartanske kvinder slaver, der hjalp dem i husholdningen, oikos, og slaverne syede også tøj for dem. Dermed havde de spartanske kvinder, i modsætning til de athenske kvinder, megen fritid, og denne fritid brugte de blandt andet på at konkurrere mod hinanden og spille musik. De bestemte selv over deres liv og over husholdningen, for mændene var ikke til stede. Dermed måtte de tage sagen i egen hånd, og de er derfor siden hen blevet anset for at være utrolig stærke kvinder set i forhold til kvinderne, der levede i eksempelvis Athen på samme tid.