REGNUM

Det romerske kongedømme

De oplysninger vi har om det romerske kongedømme er sparsomme. Allerede i republikkens tid var kongetiden omgæret af mystik. Derfor må meget af stoffet antages at være myter snarere end fakta.

Rom blev grundlagt som kongedømme i 753 f.Kr. Det romerske kongedømme var enevældigt, det vil sige at kongen, rex, ene og alene bestemte. Kongen blev valgt af en forsamling af byens ældre, rigere indbyggere. Byens grundlægger Romulus blev byens første konge, men Rom nåede kun at blive regeret af syv konger, inden kongedømmet faldt i 510 f.Kr. Her kan du både læse om Roms syv konger, og om hvordan kongedømmet faldt.

Roms syv konger

NAVN	REGERINGSTID	RES GESTAE (GERNINGER)
Romulus	753-716 f.Kr.	Grundlagde Rom på fire af byens senere syv høje. Røvede kvinder fra Sabinium, så de romerske mænd havde nogle at gifte sig med.
Numa Pompilius	716-674 f.Kr.	Havde en fredelig regeringstid uden noget synderligt at bemærke.
Tullius Hostilius	674-642 f.Kr.	Ødelagde Alba Longa, en af Roms nabobyer, og deporterede dens indbyggere til Rom. Dermed blev Rom egnens vigtigste by.
Ancus Marcius	642-617 f.Kr.	Udvidede Rom, byggede den første bro over Tiberen og grundlagde Ostia, Roms havneby.
Lucius Tarquinius Priscus	617-579 f.Kr.	Gav Rom et kloaksystem hvorved Forum blev drænet, påbegyndte Circus Maximus og et tempel til Jupiter på Capitol-højen.
Servius Tullius	579-535 f.Kr.	Inddelte samfundet i rangklasser efter hver families formue og indviede Jupitertemplet på Capitol.
Lucius Tarquinius Superbus	535-510 f.Kr.	Grundlagde kolonier, men pålagde folket mange skatter og byrder.

Kongedømmets fald
Den romerske historiker Titus Livius, som levede fra 59 f.Kr. til 17 e.Kr., skrev et enormt historieværk med titlen Ab urbe condita. Det betyder ’Fra byens grundlæggelse’, og værket omhandler simpelthen romersk historie fra byen blev grundlagt i 753 f.Kr. helt op til Livius’ egen tid.
Værket bestod af 142 bøger, men desværre eksisterer kun 35 af disse bøger i dag. Blandt disse overlevende bøger finder vi den allerførste bog, som handler om Roms tid som kongedømme. Om kongedømmets fald beretter Livius en grufuld historie om en adelsdames skæbne. Historien udspiller sig i 510 f.Kr. Kongen er på dette tidspunkt Tarquinius Superbus. Hans søn, Sextus Tarquinius var blevet forelsket i en kvinde fra byen Collatia. Hendes navn var Lucretia, og hun var gift med en rigmand ved navn Collatinus. Dette er beretningen om hvordan Sextus Tarquinius i sin forelskelse og fyldt af begær besøger Lucretia, mens hendes mand er udenbys:

Sextus Tarquinius kom, uden Collatinus vidste det, til Collatia med en følgesvend. Her blev han venligt modtaget af sine værter, som var i god tro, og efter middagen blev han ført til gæsteværelset. Da alt omkring ham syntes sikkert, og da alle var faldet i søvn, gik han, brændende af kærlighed og med draget sværd, til Lucretias kammer. Han holdt kvinden nede med venstre hånd, og sagde: ”Ti stille, Lucretia. Jeg er Sextus Tarquinius, og jeg har sværdet ved hånden. Hvis du siger så meget som en lyd, skal du dø!”
Da kvinden, forskrækket af den bratte opvågning, kunne se, at der ikke var nogen hjælp nær, og at døden truede, begyndte Tarquinius at erklære hende sin kærlighed, at tale, at blande trusler med bønner og at manipulere kvindesindet på alle tænkelige måder. Da han så, at hun var hård og ikke engang ville bøje sig for dødstrusler, gjorde han ondt værre: Han sagde, at han, når han havde dræbt hende, ville skære halsen over på en slave og lægge ham nøgen ved siden af hende, så folk ville sige, at hun var død i skamfuld utroskab. Da Tarquinius havde besejret hendes stædige ærbarhed med denne trussel, og da hans lyster var blevet stillet, tog han af sted efter at have besudlet den kvindelige ærbarhed . Knust af sorg, sendte Lucretia en budbringer til sin far i Rom og en til sin ægtemand i Ardena med denne besked: De skulle komme til hende, hver med en trofast ven. Noget frygteligt var hændt!
De fandt Lucretia siddende bedrøvet i sit sovekammer. Da de kom ind, sprang hendes tårer frem, og da hendes mand spurgte: ”er alt vel?”, svarede hun: ”så langt fra! Hvad er der tilbage for en kvinde, når hun ikke længere har sin ærbarhed? Der er spor af en fremmed mand, Collatinus, i din seng. Dog, hvor meget kroppen end er krænket, er sjælen ren; døden vil bevidne dette. Men lov mig højt og helligt, at horkarlen ikke vil gå fri for straf. Sextus Tarquinius var det, der, som en fjende i venneklæder, forrige nat tilfredsstillede sine syge lyster hér. Det vil blive min undergang, men også hans egen, hvis I er mænd af ære”. De afgav alle tilbørligt løftet; de trøstede hende, som led i sjælen, ved at lede skylden bort fra hende, som blev tvunget, og i stedet til ham, som begik forbrydelsen: De sagde at ’det er sindet, som forbryder sig, ikke kroppen’, og at ’hvor der ikke er samtykke, er der ingen skyld’. ”Hvilken straf han skal lide”, sagde hun, ”er jeres sag: Skønt jeg frifinder mig for forbrydelsen, fritager jeg mig ikke for straf, og på grund af mit eksempel skal ingen kvinde uden ærbarhed leve herefter.” Den dolk, som hun havde skjult i sin dragt, plantede hun i sit bryst, og efter at have stødt dolken helt i bund, faldt hun død om. Hendes mand og far udråbte klageskrig.

Man kan diskutere hvor megen sandhed der er i historien om Lucretia. Mange mener, at den, ligesom de fleste af beretningerne fra Roms kongetid, er et sagn. Hvad enten det passer eller ej, faldt kongedømmet, og republikken blev indført.
I eftertiden blev Lucretias handling set som topmålet af dyd for en god romersk kvinde, nemlig at være ærbar og altid at have sin egen og ikke mindst sin mands ære i tankerne. Et eksempel på at Lucretias handling blev beundret, kan ses på nedenstående motiv, et relief fra en romersk sølvplatte fra o. 150 e.Kr. Her ser vi Lucretia synke sammen efter at have dolket sig. Hun har stadig dolken i sin højre hånd, hendes mand støtter hende mens faderen iler til.
Platten blev lavet under den romerske kejsertid, og skal næppe få folk til at tænke tilbage på republikken som den ideelle styreform, men er derimod lavet for at romerske kvinder i kejsertiden kunne blive mindet om ægte, romersk kvindedyd: Ærbarhed (pudicitia) og opofrelse.