PRINCIPATUS

Det romerske kejserdømme

Det latinske ord for ’kejserdømme’, principatus, kommer af ordet princeps, som betyder ’førstemand’, og som var den romerske kejsers officielle titel. I dag lever ordet i ’prince’ (eng./fr.), ’Prinz’ (ty.) og selvfølgelig det danske ’prins’. Det danske ord ’kejser’ kommer derimod af navnet Caesar, der var Roms første kejser, Augustus’, efternavn, fordi han blev adopteret af diktatoren Gajus Julius Cæsar. Det tyske ’Kaiser’ og det russiske ’Tsar’ kommer også af navnet Caesar. Her kan du læse lidt om overgangen fra republik til kejserdømme, samt om hvordan kejserdømmet fungerede i praksis.

Kejserdømmets fødsel
Vejen til kejserdømme var lang og brolagt med masser af politiske intriger, et attentat og sågar to borgerkrige! Her kan du læse lidt om den lange vej, fremstillet så overskueligt som muligt.

Borgerkrig mellem Cæsar og Rom, 49-45 f.kr.
I årene 49-45 f.Kr. rystes Romerriget af en borgerkrig. Feltherren Gajus Julius Cæsar vendte i 49 f.Kr. hjem fra Gallien (det nuværende Frankrig), som han havde erobret. Senatet krævede, at Cæsar opløste sin enorme hær, inden han gik ind i Italien, men det nægtede Cæsar. Da Cæsar krydsede floden Rubicon, og dermed gik ind i Italien med hele sin hær, sagde han de berømte ord: ”Jacta est alea” – terningen er kastet! Senatet betragtede denne handling som en direkte krigserklæring. Roms hær blev mobiliseret under ledelse af Gnæus Pompejus Magnus, en romersk statsmand, general og oven i købet Cæsars tidligere svigersøn og politisk allierede. Borgerkrigen mellem Cæsar og Rom sluttede med sejr til Cæsar i 45 f.Kr. Herefter blev Cæsar udnævnt til diktator på livstid.

Mordet på Cæsar og dets følger
I 45 f.Kr. fik Cæsar altså, gennem sin udnævnelse til diktator, enemagten i Romerriget. Det betød at republikkens styreform med to konsuler, consules, som øverste ledere og en række embedsmænd blev sat helt ud af spillet. Mange romerske senatorer var imod denne udvikling, da de mente det ville ende med, at kongedømmet ville blive genindført, og Cæsar udnævnt til konge, rex. For at undgå dette slog de sig sammen og myrdede Cæsar den 15. marts 44 f.Kr.
Efter mordet regnede morderne med, at de ville blive hyldet som Roms frelsere, men sådan gik det ikke. Ved Cæsars begravelse holdt Marcus Antonius, Cæsars gode ven og håndlanger, en tale, som fik det romerske folk vendt imod Cæsars mordere. Vilde af raseri løb folk gennem byen og myrdede de cæsarmordere, som de stødte på. Hovedmændene bag mordet, Brutus og Cassius, flygtede fra Rom i panik. Folkets vrede blev kun forstærket, da Cæsars testamente blev offentliggjort: Cæsar testamenterede sine private haver og en del af sin formue til det romerske folk.
I Cæsars testamente stod også, at han adopterede sin grandnevø, Gajus Octavius, som ved adoptionen fik navnet Octavian. Octavian var indsat som enearving, det vil sige at han fik kommandoen over Cæsars hær. Dermed stod han som umiddelbar arvtager til magten i Romerriget.
Cæsars ven, Marcus Antonius, havde imidlertid regnet med, at det var ham der skulle overtage magten. Efter en kortvarig alliance mellem Octavian og Marcus Antonius udbrød der endnu en gang borgerkrig, denne gang mellem netop Octavian og Marcus Antonius, der kæmpede om herredømmet i Romerriget. Denne krig sluttede i 31 f.Kr. med sejr til Octavian. Dermed blev Octavian Romerrigets hersker og Roms første kejser, princeps, under navnet Augustus: Kejserdømmet var født!

Kejserdømmet som styreform
Kejser Augustus skulle som Roms første egentlige kejser etablere den nye styreform. Han havde set, hvordan det gik hans grandonkel Cæsar, da hans enemagt blev for åbenlys: Han blev myrdet! Derfor bestræbte Augustus sig gennem hele sin lange regeringstid (31 f.Kr.-14 e.Kr.) på ikke at synes for magtfuld. Han tog titlen princeps, der egentlig blot betyder ”førstemand”, for at folk ikke skulle mene, at han var enehersker. Derudover var han også meget omhyggelig med at bibeholde republikkens institutioner. På den måde har overgangen fra republik til kejserdømme været svær at få øje på for den almindelige romer. Endelig sørgede Augustus altid for at fremstille sig selv som en mand med stor indflydelse, men ingen reel magt (se citatet nedenfor). Men tag ikke fejl: Kejseren var i realiteten enevældig. Folk troede måske at republikken fortsat levede under en princeps’ beskyttelse, men sådan forholdt det sig ikke. Man kan altså kalde det romerske kejserdømme en slags skjult enevælde, et monarki forklædt som republik, et dukketeater med kejseren som dukkefører og Senatet og embedsmændene som dukker.
Om sin egen magt skriver Augustus: Jeg nød den allerstørste indflydelse, men havde ikke mere magt end enhver anden som var min embedskollega.
Således skrev kejseren i kap. 34 af sin redegørelse for sin regeringstid: Res gestae Divi Augusti (Den Guddommelige Augustus’ Gerninger). Det latinske ord for ’indflydelse’ er auctoritas, som vi genkender i vores ’autoritet’. ’Magt’ hedder på latin potestas, og det genkender vi blandt andet i ordet ’potens’! Det var altså vigtigt for Augutus og hans efterfølgere at fremstille det som om de havde megen auctoritas, men ingen ekstraordinær potestas.

Som århundrederne gik, blev det selvfølgelig mere og mere tydeligt, at republikken for længst var død, og at kejseren regerede enevældigt. Omkring år 300 e.Kr. holdt man helt op med at foregive at Romerriget var en republik – her blev styret åbenlyst, og folk havde vænnet sig til det gennem de foregående århundreder.

Rom vedblev at være et kejserdømme til rigets fald i 476 e.Kr.