GRÆSK BRONZEALDER

3000-1200 f.Kr.

Omkring år 3000 f.Kr. begyndte grækerne at benytte bronze til fremstilling af våben, krigsudstyr og andre, mere fredelige redskaber. Dette markerede begyndelsen på den græske bronzealder, som kulminerede med to civilisationer, den minoiske og den mykenske. Begge var paladskulturer, altså samfund bygget op omkring store paladsanlæg.


Rum i ruinerne af Knossos-paladset. Muligvis en tronsal


Den minoiske kultur (ca. 3000-1450 f.Kr.)
Den minoiske paladskultur blomstrede på den græske ø Kreta omkring paladsanlægget Knossos. Ifølge myterne blev det minoiske rige grundlagt af Kong Minos, deraf navnet. Riget var et enevældigt monarki med en streng hierarkisk opbygning. Der var flere paladser på Kreta i minoisk tid, men langt det største var Knossos. Det var ikke kun kongens faste residens, men også rigets administrative centrum og centrallager. Det var altså herfra riget blev styret, og her man opbevarede korn, olie og meget andet til brug for borgerne i nødsituationer som for eksempel hungersnød. I paladsets ruiner har man fundet lertavler med hieroglyflignende optegnelser, den såkaldte ”linear B-skrift”. Disse lertavler viste sig at være optegnelser over, hvad man havde på lager. Fordi paladserne var lagre, fungerede de også som handelsstationer, hvor handelsrejsende fra Cypern, Fønikien og Ægypten kunne bytte deres varer med varer som var forarbejdet i paladserne.


I paladsernes store gårde afholdt man diverse lege. En af disciplinerne minder mest af alt om tyrefægtning eller noget fra et amerikansk rodeo: Unge mænd sprang over buk – men bukken var en levende tyr! Efter alt at dømme var tyren et helligt dyr for indbyggerne i det minoiske rige. Det ses blandt andet af de mange tyreafbildninger, man har fundet i paladsernes ruiner.


Denne tilbedelse af tyren må hænge sammen med myten om hvordan Zeus forklædte sig som en prægtig tyr for at forføre en smuk, fønikisk prinsesse ved navn Europa. Prinsesse Europa mødte Zeus i skikkelse af en tyr på stranden og satte sig op på ryggen af den. Zeus svømmede til Kreta med prinsessen på ryggen og således blev tyren et helligt dyr på Kreta (det er selvfølgelig også derfor vor verdensdel hedder som den gør).

De minoiske paladser var ikke befæstede, men lå åbne og ubeskyttede. Det tyder på, at den minoiske kultur var en fredselskende handelskultur. At man var tæt knyttet til havet, både som kilde til føde, men også som handelsvej, ses af de minoiske vaser, som ofte fremstiller havdyr o.lign. Omkring 1450 f.Kr. blev Kreta, som var svækket af en tsunami, der havde lagt øen i ruiner nogle år før, invaderet af tropper fra byen Mykene på det græske fastland. Således faldt det minoiske rige.

Unge mænd springer over ryggen på en tyr ved først at tage den ved hornene og så nærmest slå en kolbøtte ind over tyrens ryg. Dette vægmaleri er fundet i Knossos-paladset.

Den mykenske kultur (ca. 1600-1200 f.Kr.) Den mykenske kultur minder på mange måder om den minoiske. Det skyldes primært at de to kulturer handlede meget med hinanden, indtil mykenerne erobrede Kreta og dermed underlagde sig den minoiske kultur. Den mykenske kultur er altså stærkt inspireret og påvirket af den minoiske kultur.

Den mykenske kultur var også en paladskultur, men de mykenske paladser var mindre og langt stærkere befæstede end de minoiske. De mykenske paladser lå ofte på en bakketop omgivet af tykke mure. Altså har mykenerne haft ydre fjender at frygte og har også selv været et krigerisk folk. Dette ses bl.a. af de mange fund af krigerudstyr af bronze vi har gjort i Mykene.

Ligesom i det minoiske rige var styreformen strengt hierarkisk med kongen som den øverste leder. Dog var hele riget faktisk delt op i flere mindre kongedømmer, der blev ledet af hver sin konge, men som var allierede med hinanden. Nederst i hierarkiet fandt man slaverne, der oftest var krigsfanger.

Den mykenske kulturs hovedsæde var i byen Mykene på Peloponnes, men den bredte sig hurtigt til det meste af Grækenland, Lilleasien og Cypern. Vi har meget fint kunsthåndværk bevaret fra mykensk tid, og meget af det minder om minoisk kunst. Da man udgravede Mykene, fandt man flere store gravkamre, bygget nærmest som de gravhøje vi kender fra Danmarks vikingetid. Her fandt man smykker og andet gravgods, bl.a. også flere guldmasker der menes at forestille den afdøde. Den mest berømte af disse masker kaldes ’Agamemnons dødsmaske’, og kan i dag ses på Det Arkæologiske Nationalmuseum i Athen. Da den blev udgravet i 1800-tallet, sendte arkæologen et telegram hjem hvori han blot skrev: ”Jeg har set Agamemnon i øjnene”.

Den mykenske kultur blomstrede og bredte sin indflydelse over det vestlige middelhavsområde, indtil den gik til grunde omkring 1200 f.Kr. Grunden til denne store kulturs fald kan ikke fastslås med sikkerhed. Man mener, at stammer fra det nordlige Grækenland kaldet dorerne muligvis har erobret byen Mykene og derved bragt kulturen til fald. Efter den mykenske kulturs fald begynder den græske jernalder (ca. 1200-800 f.Kr.), som også kaldes ’de mørke århundreder’, fordi der ikke længere bygges paladser, de store byen forfalder, befolkningstallet daler, handelsforbindelserne bliver brudt, og folk bor isoleret i mindre lejre og lever ofte som nomader.

Efter ’de mørke århundreder’ kommer bronzealderen til at stå som en slags guldalder: Man ser bronzealderen som ideel tidsalder, hvor guderne færdedes på jorden sammen med menneskene. Denne forestilling skyldes i høj grad Homers to episke digte Iliaden og Odysseen. Særligt Iliaden, som omhandler grækernes krig mod Troja, og som Wolfgang Petersen forsøgte at sætte på det hvide lærred i filmen Troja (2004), har fået grækerne til at idealisere bronzealderen som en gylden tid. Reelt vidste grækerne efter de mørke århundreder ikke noget om bronzealderen, men man antog at Homers fremstillinger var sande.