RES PUBLICA

Den romerske republik

Ordet republik er en sammentrækning af det latinske res publica, der direkte oversat betyder ’den offentlige sag’. Her kan du læse lidt om, hvordan republikken opstod, og om hvordan denne styreform fungerede i praksis.

Republikkens tilblivelse
Rom blev fra byens grundlæggelse i 753 f.Kr. styret af en enevældig konge (rex). Efter 244 år og 7 konger havde romerne fået nok af tvang og undertrykkelse og gjorde oprør. Sagnet fortæller, at en adelskvinde ved navn Lucretia blev voldtaget af kongens søn, og at det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Kongen blev væltet af tronen og fordrevet fra byen i 510 f.Kr. Man stod uden leder, men ønskede samtidig ikke flere tyranniske eneherskere. Derfor besluttede man at vælge to til at lede byen i stedet for kun én. Disse to blev kaldt konsuler (consules), og hvis den ene besluttede noget, som den anden var imod, kunne han nedlægge veto (veto er latin og betyder ’jeg forbyder’). I takt med at Rom udvidede sit territorium, fik man brug for flere mænd til at varetage de forskellige ansvarsområder, så man fordelte de opgaver, som tidligere udførtes af de to konsuler alene, på flere personer. Det gjorde man ved at oprette flere embeder, som man kunne vælges til. Når man var blevet valgt til et embede på folkeforsamlingerne (comitia), var man magistratus og kom derved til at sidde i senatus på livstid. Disse tre elementer, comitia, magistratus og senatus, udgjorde den romerske republiks grundpiller. Mere herom nedenfor.

Republikkens opbygning
Republikkens magt udmøntede sig i en tredeling mellem folkeforsamlingerne (comitia), senatet (senatus) og embedsmændene (magistratus).

Comitia: Folkeforsamlinger. I republikkens Rom var der flere forskellige comitia. Deres opgave var at vælge mænd til at beklæde de forskellige embeder. Forskellige folkeforsamlinger valgte forskellige embedsmænd. Enhver fri, romersk borger, dvs. enhver romersk mand, kunne møde op og afgive stemme. Dog var nogle comitia kun for bestemte rangklasser. På comitia kunne også større, politiske spørgsmål blive behandlet. Ville man gøre politisk karriere, skulle man altså vælges på folkeforsamlingen, og ville man vælges, skulle man have mange klienter til at stemme på sig.

Magistratus: De romerske embedsmænd, magistratus, blev som sagt valgt på comitia. For at sikre at man fik embedsmænd, der var deres opgaver voksne, havde man en mindstealder, som en kandidat skulle have for at stille op til valget. Derudover kunne man ikke bare stille op til konsulvalget som det første. For at sikre at en kandidat havde den nødvendige erfaring, skulle man beklæde embederne i en bestemt rækkefølge. På den måde kan man se vejen til magten i Rom som en løbebane, hvor man skal løbe et vist antal omgange for at nå målet, nemlig det øverste embede som konsul. Denne løbebane kaldes cursus honorum, hæderens løbebane. Herunder kan du se en oversigt over de romerske embeder, minimumsalderen for at blive valgt til embedet, hvor mange man valgte til embedet hvert år samt hvad embedsopgaverne bestod i. Det første embede på listen er det man først skulle vælges til for at kunne stige i graderne.

CURSUS HONORUM

EMBEDSTITEL	EMBEDSOPGAVER	ANTAL	MIN. ALDER
Kvæstor (quaestor)	Forvaltningen af statens penge, både i Rom og i provinserne.	20	30
Folketribun (tribunus plebis)	At beskytte det romerske folk ved at forbyde lovforslag der modarbejdede folket. Dette gjordes ved at nedlægge veto (’jeg forbyder’). Embedet var ikke en obligatorisk del af cursus honorum.	10	33
Ædil (aedilis)	Opretholdelse af ro og orden, tilsyn med kornforsyningen og afholdelse af gladiatorkampe, væddeløb, skuespil og anden underholdning (ludi).	4	36
Prætor (praetor)	Ledelsen af retsvæsenet og domstolene.	8	39
Konsul (consul)	Statens ledelse. Konsulerne var øverste myndighed både civilt og militært.	2	42
Censor (censor)	Fastsættelsen af skatter, afholdelsen af folketællinger (censi) og tilsyn med listen over senatorer. Hvis en senator havde optrådt uværdigt, kunne censorerne stryge ham af listen og dermed ’fyre’ ham.	2	Kravet for at blive valgt var, at man havde været konsul.

Når man havde beklædt konsul- eller prætorembedet, skulle man have en provins som prokonsul (eller proprætor), en titel og opgave der svarer til vore dages ’guvernør’. Ud over embederne i det traditionelle cursus honorum fandtes også særembedet diktator (dictator). En diktator blev udpeget af konsulerne i de situationer, hvor staten var i så stor fare, at der skulle én mands mod og handlekraft til at redde den. Diktatoren var så statens øverste myndighed i et halvt år. I dag har ordet ’diktator’ en meget negativ klang, men for romerne var det en titel som alle andre. Derimod var titlen ’konge’ (rex - se artiklen "Regnum") meget negativt ladet, og oprørte de samme følelser i en romer som ordet ’diktator’ gør i et moderne menneske.

Senatus:
Det romerske senat bestod af mænd, der tidligere havde været magistratus. Det fungerede som rådgivende organ for de siddende konsuler og havde stor indflydelse (auctoritas), men ingen reel magt (potestas).
Man fik sæde i senatet på livstid efter at have beklædt et hvilket som helst embede. Dog kunne man som sagt blive fyret af censorerne. En af grundene til at Senatet havde stor indflydelse på politikken, var, at det primært bestod af ældre, mere erfarne mænd end dem der reelt havde magten.
Faktisk er ordet senatus nært beslægtet med ordet senex, der simpelthen betyder ’gammel mand’. Der findes også senater i den moderne verden. I bl.a. Frankrig, U.S.A., Canada, Tjekkiet, og i Italien kaldes det ene af parlamentets to kamre stadig for ”Senatet”.

Denne tredeling af magten beskrev historikeren Polyb (210-130 f.Kr.) som den perfekte blanding af demokrati (repræsenteret af comitia), monarki (repræsenteret af consules) og aristokrati (repræsenteret af senatus). Polyb mente, at denne blanding var en af hovedårsagerne til Roms succes, velstand og storhed.
Romerne indså også selv vigtigheden af denne magtfordeling. Se blot på statens motto S.P.Q.R. Det står for senatus populusque Romanus, altså ’Det romerske senat og folk’.
I populus har vi de romerske comitia, mens senatus både kan dække over senatus og magistratus. S.P.Q.R. er den dag i dag at se på byen Roms våbenskjold, på lygtepæle, kloakdæksler, ja, selv på skraldespande i Rom.

Republikkens fald
Man sætter ofte den romerske republiks undergang til år 31 f.Kr., hvor den unge Octavian, der senere fik navnet Augustus, vandt enemagten i Rom og blev Roms første kejser. Men republikkens fald var resultatet en længere udvikling: Riget voksede og blev mere og mere ustabilt.
Denne ustabilitet, samt det faktum at mange hærførere havde så stor magt over deres soldater, at soldaterne hellere ville adlyde generalen end konsulerne, førte til uroligheder og sågar borgerkrige.
Efter at have besejret statens tropper i en borgerkrig blev Gajus Julius Cæsar udnævnt til diktator på livstid i 45 f.Kr. Allerede året efter blev Cæsar myrdet af en flok senatorer, der ville have den gamle republik tilbage, men denne handling kastede blot Rom ud i endnu en borgerkrig, hvis resultat blev det romerske kejserdømme (se artiklen ”Principatus”).