Så du Mc’s Fight Night? Konceptet free style rap minder på mange måde om, hvordan man fremførte de ældgamle heltedigte Iliaden og Odysséen. Nu synes du måske, der er langt fra Pede B’s og de andres ”din mor”-linier til ”muse fortæl mig om vreden…” – og det er der også. Men Iliaden og Odysséen er ikke tænkt som bøger, da de blev lavet. De blev nemlig ikke skrevet af en gammel mand, der hed Homer og som havde langt skæg og var blind. Sådan er traditionen, det var det, man sagde i Antikken, og på et tidspunkt er digtene da også blevet skrevet ned og har fået den faste form, som vi kender i dag. Men som udgangspunkt er det mundtlig digtning, der blev komponeret af sangeren (sådan en sanger hedder en rapsóde) mens han sang. Det kalder man oralkomposition, når man taler om Iliaden og Odysséen – og freestyle, når man taler om rap.
Konceptet er, at man har et fast versemål, et metrum, som den tekst, man komponerer, skal passe til – altså svarende til det beat, rappere skal ligge på. Rapperne får et emne stukket i hånden, de skal rappe om, og rapsoderne komponerede heller ikke 100 % ud i den blå luft. De gendigtede en historie, som publikum kendte, dvs. hovedelementerne i handlingen ligger fast, men måden, historien forløber på, er ny hver gang. Der er altså nogle faste emner, man skal omkring – og man kan måske også forestille sig, at publikum, fordi det jo har kendt historien, har ønsket forskellige uddrag (fx ”syng om det med Odysseus der går amok på bejlerne”), så rapsoden har befundet sig i en situation, der minder om rapperens, når han står i ringen og der bliver trukket et emne ud af bowlen til ham.
Rim er et af de vigtigste succeskriterier for en god punchline i en battle, men i antikken gik man ikke ind for at rime med enderim. Men bogstavrim og andre sproglige finurligheder og i det hele taget et varieret og kunstfærdigt komponeret sprogligt udtryk det, der er succeskriterierne for rapsodens punchlines.
Og så er der ”din mor”-linierne: Der er altid nogle diss’es i en battle, som ikke lige holder sig specifikt til emnet, eller der er ord eller sætninger som ”helt sikkert” og ”hey yo man”, som bliver fyldt ind her og der. Det gør man for lige at få ½ sekunds betænkningstid, så man kan få vinklet næste linie lige i modstanderens fjæs. Her er der igen et fællestræk med oralkompositionen: her har man ind imellem linier, der går igen, bl.a. i begyndelsen og afslutningen af en replik og ved nogle tilbagevendende begivenheder, fx solopgang og nogle kampsituationer. De hedder formelvers og må på samme måde ses som en mulighed, sangeren har for at tænke lidt frem i kompositionen mens han ”lirer” noget af, han har på rygraden.
Der er selvfølgelig ikke så meget battle over Iliaden og Odysséen – ikke mht. til fremførslen, i hvert fald. Men ”poetisk kappestrid”, hvor to digtere synger ”mod hinanden” møder man i hyrdedigtning, som i den form, vi har den godt nok er en konstrueret genre. Her sviner man ikke hinanden til, tværtimod roser man den anden. Men det ER en kappestrid med præmie og det hele. Regulære disstracks kan antikken også fremvise eksempler på. Den romerske digter Catul skriver adskillige om folk, han kender, der er SUPER nederen eller bare fx har latterligt hvide tænder (digt 39). Mater tua siger han ikke direkte, men at en fyr, der hedder Gellius hygger sig lige rigeligt med sin mor og sin søster, får han udpenslet i ikke mindre end fire digte (88-91).
Hvis du har lyst til at tjekke de deffe drenge ud, kan du prøve:
Homers Iliade og Homers Odyssé oversat af Otto Steen Due, København 1999 og 2002.
Theokrits battledigte er oversat af Kai Møller Nielsen i Jalousi og andre billeder fra Hellenismen, København 1990.
Catuls disstracks kan du læse i Digte i Otto Gelsteds oversættelse, København 1997