KALENDEREN

Den ældste romerske kalender
Ifølge den romerske tradition var det Roms første konge, Romulus, der lavede den første kalender. Den tog udgangspunkt i månens bevægelse og året blev inddelte i 10 måneder med marts som årets første måned. Under Roms anden konge, Numa Pompilius, blev kalenderen justeret, så den tog højde for både månens og solens bevægelse og året blev inddelt i 12 måneder.
Månederne marts, maj, juli og oktober havde 31 dage, februar 28 dage og de andre måneder havde 29 dage. Det er for lidt i forhold til solårets 365 dage og det justerede man ved hvert andet år at indføre en ’skudmåned’ på 22-23 dage efter den 23. februar.


Her er en rekonstruktion af den romerske kalender, som den blev udformet i 304 f. Kr.
Øverst månedens navn, nederst antallet af dage i måneden og yderst til højre en ekstra måned INT = mensis interkalendarius, skudmåneden

Cæsars kalenderreform 46 f. Kr. Den Julianske kalender
Efterhånden blev kalenderen et stort kaos, og i 46 f. Kr. reviderede Sosigenes, en astronom fra Alexandria i Ægypten, hele systemet på opfordring af Gajus Julius Cæsar. Han gav månederne det antal dage, de har i dag, og indførte en skuddag i februar hvert 4. år, og tilpassede på den måned kalenderåret til solåret. Eller næsten.

Justering af kalenderen i 1562. Den Gregorianske kalender
Ved at indføre et skudår hvert 4. år, gjorde den julianske kalender året til 365 døgn + en fjerdedel af et døgn. Men da solåret er på 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder, er det 11 minutter og 14 sekunder for meget hvert år. Denne skævhed blev rettet i 1562 under pave Gregorius den 13. ved at man undlader at gøre de år, som 400 går op i, til skudår. Derfor var der ikke skudår i år 2000.