”Vil vore gerninger giv genlyd i eftertiden? Vil fremmede høre vore navne, længe efter at vi er døde og fundere over, hvem vi var, hvor tappert vi kæmpede, hvor heftigt vi elskede?”
Ovenstående er Odysseus’ indledningsmonolog fra filmen Troy, som kort beskriver filmens problematik – hvad man er villig til at gøre for at blive husket og dermed opnå udødelighed. Filmen er ikke blot spækket med en perlerække af tidens store skuespillere, men også en overdådig række af de største græske helte, såsom Achilleus, Odysseus og Agamemnon. Disse helte, disse heroiske, kleós-stræbende krigere vægtede ære højere end den luft, som deres lunger krævede. Både filmen Troy og Homers værk Iliaden omhandler den trojanske krig, men hvor Iliaden er et 24.sangs langt epos, som i højere grad beskriver gudernes luner, er Troy den amerikaniserede, blodfyldte side af historien, hvor aktørerne blot anråber gudernes tilstedeværelse som grundlag for videre blodudgydelse. Spørgsmålet er nu: ”Har disse krigere ansvaret for deres handlinger, når Homers Iliade bekræfter gudernes tilstedeværelse?”
Baggrunden for den trojanske krig er en af gudernes mange interne stridigheder, de tre gudinder Afrodite, Hera og Athenes strid om, hvem af dem, der er den smukkeste af de tre. De beder den trojanske prins Paris om at være dommer, og han vælger Afrodite, fordi hun lover ham den smukkeste kvinde i verden, Helena, som præmie. Helena er imidlertid allerede gift med kong Menelaos af Sparta. Krigen tager altså sit udgangspunkt i to kongeliges strid om den smukkeste kvinde. I Iliaden tager Afrodite selv aktiv part i bevarelsen og beskyttelsen af Troja, blandt andet redder hun Prins Paris’ liv. Denne vitale rolle får hun ikke lov til at spille i Troy, selv om man kan hævde, at hun – personificeret ved Helena, dukker op til slut i filmen, hvor hun står helt alene med en guddommelig aura omkring sig lige inden for Trojas porte og ser skæbnesvangert på prins Hektor.
Gudernes drilske skakspil med varmblodede krigere i Iliaden er iøjefaldende sammenlignet med gudernes rolle i Troy. Heltene råder i Iliaden ikke over deres egen handlingsfrihed, tværtimod lystrer de gudernes mindste vink. Det virker i høj grad, som om guderne finder morskab i interne spil og kampe, der bliver udspillet ved hjælp af krigerne, som blot ønsker en ærefuld død eller rettere et udødeligt ry. De fysis-hædrende mandfolk ved ikke, hvem de spiller for, og som skakbrikker uden indflydelse, flytter guderne rundt med dem efter behag. I Troy, derimod, holder guderne sig på et kosmisk plan, og deres tilstedeværelse bliver kun bekræftet ved kongernes hævede arme mod himlen og deres bøn om, at de må handle efter gudernes behag. Om guderne sidder leende på deres sky, vides ikke, men krigernes handlinger må nu bedømmes ud fra et andet udgangspunkt, da det er en selvfølgelighed, at man ikke betvivler en gud. Uden Afrodites løfte til prins Paris virker Paris’ tåbelige forelskelse i Helena i Troy som en uforståelig drengestreg, som han ikke er mand nok til at rette op på. Under sin duel med kong Menelaos af Sparta, vælger han at gemme sig bag sin storebror, prins Hektor, og denne slår Menelaos ihjel for Paris.
Iliaden fokuserer på guderne og derfor bliver filmen en helt anden, for her bliver æren, kleós, det vigtigste, og indledningsmonologen beskriver den ufattelige hunger efter et uforglemmeligt ry. Eksempelvis sagnet om halvguden Achilleus, som inden han drog i krig, fik at vide af sin moder, gudinden Thetis, at blev han hjemme, ville han blive gift, få børn og dø af alderdom, men drog han derimod i krig, ville han dø, men samtidig opnå et ry mere storslået end nogen anden. Achilleus vælger æren, og dette valg styrer alle heltens gerninger ved Troja.
I Troy, i duel efter duel, gives der anledning til, at vores helte viser deres værd, og i den første tvekamp anmoder storkongen Agamemnon den thessaliske kriger Boagrius om at kæmpe for retten til at beholde Thessalien som selvstændigt land. Desværre er hans modstander Achilleus, som kæmper på Agamemnons ordre. Achilleus dræber Boagrius med et sværdstik direkte i halsen, og herefter spørger kongen af Thessalien: ”Hvem er du?” – ”Achilleus, søn af Peleus,” svarer Achilleus.. ”Det navn vil jeg huske,” svarer kongen ærefrygtigt. Agamemnon ønsker at have magten over hele Ægæerhavet, og da hans bror Menelaos beder ham om at gå i krig mod Troja, fordi han har mistet Helena, griber han anledningen til at øge sin magt. Nestor, kongens vejleder, ønsker at Achilleus kæmper for dem. Agamemnon bliver provokeret af, hvorledes Achilleus udelukkende kæmper for sin egen ære, og de beder derfor Odysseus, kongen af Ithaka, om at viderebringe deres anmodning til Achilleus, fordi Achilleus netop er elsket af de guder, som er udeladt i Troy. Odysseus beder Achilleus kæmpe for Grækenland, og minder ham om, at hvis han kæmper, vil han blive anset for at være en helt, og aldrig blive glemt. Agamemnons strid med Achilleus over krigsfangen Briseis, som i Troy er de trojanske prinsers kusine, og Achilleus’ efterfølgende strejke, er Iliadens egentlige tema. I Troy bliver denne strid præsenteres som en love story mellem Achilleus og Briseis, og dette giver Achilleus en nyt spektrum af emotionalitet, og han får en menneskelig side, som absolut ikke er at finde i Iliaden. Denne nye følsomme egenskab tilegnes også prins Hektor, der fremstilles som kærlig familiefar (en egenskab vi kun får et lille glimt af i Iliadens 6. sang).
Kongen af Troja, Priamos, får vejledning hos sin rådgiver, som spår gudernes vilje, og selvom begge hans sønner, Hektor og Paris, protesterer, siger Priamos: ”Det er gudernes vilje. Alting er i deres hænder,” og vægter rådgiverens ord højere end sønnernes, fordi guderne taler gennem ham. Havde han blot lyttet til sine sønner, ville Troja muligvis stadig have stået. I Troy er der kun to skeptikere, hvilket tilfældigvis er de store helte i filmen, Hektor og Achilleus. De er begge skeptiske overfor gudernes tilstedeværelse, og de handler blot efter egen vilje, men hvor Achilleus ikke lytter til nogen, så parerer Hektor som den gode søn ordre og gør, hvad faderen befaler.
Ved en fejl dræber Hektor Patroklos, som er Achilleus’ fætter, og i afsindig vrede kræver Achilleus hævn og derved retten til en duel mod Hektor. I den mest lige kamp i deres liv, kæmper de to store krigere mod hinanden, og Hektor falder for Achilleus’ sværd. Han binder liget fast bag sin stridsvogn og kører væk slæbende den store krigers døde krop efter sig. Kong Priamos anmoder Achilleus om at få sin søn tilbage, så han kan give ham den ærefulde begravelse, han fortjener. Denne heltemodige bedrift, for at sikre et elsket familiemedlems efterliv og ære, ses også i Sofokles’ tragedie Antigone, hvor Antigone kæmper for retten til at begrave sin bror, men i dette tilfælde resulterer denne handling med hendes død. I Troy giver Achilleus Priamos lov til at tage sin søns lig med sig. Achilleus sørger over sin modstanders og ligemands fald, han sværger til Hektors lig: ”Vi mødes snart, min bror”. I Iliaden er denne scene den eneste, hvor Achilleus viser sin følsomme side, idet han tænker på den mistede Patroklos.
Som ophavsmand til listen med den trojanske hest, opnår Odysseus ved hjælp af sit intellekt også et ry, som ikke bliver glemt, og som danner grundlag for Homers Odyssé.
Den vage prins Paris skyder Achilleus i hælen, det eneste sted, hvor Styx’ vand ikke har gjort han usårlig. Dette er igen gudernes indflydelse, men det gøres ikke til et issue i Troy. Helten Achilleus dør, men hans minde er udødeligt, ingen vil glemme ham, og mere end 3.000 år senere står Achilleus i kød og blod på lærredet, da sagnet om hans usammenlignelige heltemod stadig lever den dag i dag. Guderne, dem har Hollywood dog valgt at tage ud af regnestykket, hvor helten således får al æren for sine handlinger, og som Odysseus udtrykker det i slutmonologen:
”Hvis de nogen sinde fortæller min historie, så lad dem sige at jeg vandrede med kæmper. Mænd gror op og falder som vinterhveden, men disse navne vil aldrig dø. Lad dem sige, at jeg levede i de samme dage som Hektor, hestebetvingeren. Lad dem sige, at jeg levede i de samme dage som Achilleus.”
Tessa Hooper, 2a02
Sct. Knuds Gymnasium