dot marking which headline is selected
Jeg, Claudius
The Matrix - Anmeldelse
Anmeldelse af ”Troy”
The Odyssey
Gladiator
300
O Brother, Where Art Thou
Edipo Alcalde

300



Den lakoniske titel til filmen om spartanernes heltemod ved Thermopylæ er næppe nogen tilfældighed. Ud fra mottoet “overdrivelse fremmer forståelsen” maler Zack Snyder i samarbejde med Frank Miller, forfatteren af tegneserien “300”, der ligger til grund for filmen, et dystert og på samme tid medrivende billede af Sparta på Perserkrigenes tid.

Lad mig med det samme sige, at jeg blev skuffet af filmens forfladigelse af Herodots fortælling; men inden jeg opremser nogle af mine mange indvendinger (og det skal understreges, at der kun er tale om et lille udpluk), vil jeg slå fast, at der er tale om en grafisk set meget smuk film, hvis man ellers bryder sig om Frank Millers tegneserie, der tydeligt skinner igennem på filmlærredet – det alene er grund nok til at se filmen. Det er også svært ikke at lade sig gribe af stemningen i filmen, hvor skræmmende den tanke så end er.

Jeg var meget imponeret i de første minutter af filmen, hvor vi får en beskrivelse af det spartanske samfund (ganske vist med adskillige – især visuelle – overdrivelser). Senere i filmen bliver den til grund liggende tegneseries hang til det groteske dog lidt ensformig, og så kammer det over i den sædvanlige Hollywood’ske konformitet med meget langtrukne og udpenslede kampscener, hvor der selvfølgelig skal være både krigselefanter og -næsehorn og østerlandske troldmænd, der kaster med bomber. Perserkongen selv er en monstrøs, androgyn, piercingbehængt kæmpe. Tilsæt til sidst kvindeligt heltemod (Kong Leonidas’ hustru må gøre et offer, der er lige så stort som hendes mands), og så har vi også en grund til, at piger skal se filmen.

Det værste er dog i mine øjne fremstillingen af eforerne, der i filmen er en flok indavlede, spedalske præster (der tilbeder “de gamle guder’’, hvem det så end er – titanerne?). De udvælger unge smukke kvinder, som de kan misbruge seksuelt og fremstille som orakler. Alle andre spartanere har tydeligvis ingen religiøsitet, og de afholder kun Karneia-festen, fordi de er tvunget af loven til at adlyde eforerne (der er bestukket med perserkongens guld).

Som nævnt er filmen trods alt et syn værd. Traileren til filmen kan stadig ses her.