Agdistis (Kybele) og Attis
Agdistis og Attis er tilknyttet Lilleasien, hvor Den store Moders kult hører hjemme. Denne kult er i kejsertiden ganske udbredt hos romerne, mens grækerne tager afstand fra den.

Myten siger følgende: en nat har Fader Zeus en drøm, hvor han taber sin sæd på jorden. Jorden bliver svanger og så fødes uhyret Agdistis, der har to køn. Guderne bliver bange for uvæsenet, og Dionysos bliver sendt ud for at uskadeliggøre det. Dionysos drikker uhyret fuld, hvorefter det falder i søvn. Så binder Dionysos den ene ende af en snor omkring uhyrets mandlige kønsdele og fæstner den anden ende til et træ. Da uhyret vågner omtåget med tømmermænd springer det op, og river de bundne kønsdele af. Et mandeltræ vokser op af de efterladte stumper. Flodguden Sangario's datter samler en af mandlerne op og lægger den på sin bryster, hvor den forsvinder. Pigen bliver gravid, og nedkommer med en dreng, der bliver sat ud, men reddet. Drengen kommer til at hedde Attis.

Attis vokser op og bliver til en smuk, ung mand. Agdistis bliver forelsket i Attis, og dukker uindbudt op til Attis' bryllup med kongens datter. Da Attis ser sin mor, øh... eller far, bliver han sindsyg og kastrerer sig selv og dør. Agdistis sørger over sin søns og elskedes død og bønfalder Zeus (som trods alt er hendes fader), om at genoplive Attis. Det står dog ikke inden for Zeus' magt, men som trøst gør han det sådan, at Attis's krop ikke forrådner, at Attis's hår stadig vokser, og at Attis stadig kan bevæge sin lillefinger ( efter min mening, en sølle trøst ).

Agdistis's præster er besatte af hendes kult og udfører Attis' skæbne på sig selv. Det er ikke så mærkeligt, at grækerne tager afstand fra denne kult.