Hesperidernes gyldne æbler Hesperiderne er smukke, unge piger, der er døtre af Natten, eller som i senere myter døtre af Zeus og Themis. Æblerne vokser på et træ langt mod vest. Herakles skal, som sin sidste opgave, hente disse æbler fra træet, der er bevogtet af en slange. Der er flere forskellige myter om hvordan Herakles skaffer æblerne. En siger at han dræber slangen og plukker æblerne selv. En anden siger, at hesperiderne sympatiserer med Herakles og plukker æblerne til ham. En tredje siger, at Atlas har en finger med i spillet. Ved Gilbratar bærer Atlas himmelhvælvingen på sine skuldre, og da Herakles kom forbi, tilbyder den elskværdige Atlas at hente æblerne til Herakles, blot han vil holde himmelen imens. Herakles får chance for at vise sine umådelige kræfter her, imens Atlas henter æblerne. Da Atlas kommer tilbage og ser hvor godt Herakles klarer sig, får han den ide, at Herakles vil være en fin afløser, da Atlas jo har stået der siden Zeus overtog magten. Atlas siger så til Herakles, at bliver han stående der, skal Atlas nok selv bringe æblerne til Eurytheus. Herakles ved, at det ikke nytter at skændes med guder, og indvilger, men beder dog om at få lov til at hente en pude til sine skuldre, hvis Atlas bare vil holde himmelhvælvingen imens. Dette går den godmodige Atlas ind på. Herakles drager afsted for at aflevere æblerne, og Atlas har lige siden ventet på, at Herakles skal vende tilbage, hvilket han naturligvis ikke gør. |